Pastor Laiers Kunst

Menu Luk Menu

Om Pastor Laier og hans kunst

Pastor Laier og hans kunst

Fænomenet Pastor Laiers kunst har været en del af dansk kunst- og kulturhistorie gennem næsten hundrede år. Berømt for dens ekspressive og umiddelbare æstetik, som turister i Hjallerup og museumsgæster har mødt i form af over 200 ler- og betonskulpturer og et tilsvarende antal malerier. Første gang i præstegårdshaven i Hjallerup i 1937, dernæst på den Frie i 1938, siden i skulpturhaven i Hjallerup, i Tingbæk kalkminer og på museerne Aros, Kunsten, Louisiana, Statens Museum for Kunst.

”Venstre Side af Kristus er den udspændte – højre den slappe. Naglen i Foden er bestilt hos Smeden i Hjallerup. Spigerne i Hænderne er købt hos Isenkræmmeren – en af mine hidsigste Modstandere!” – citat fra Laiers pamflet ”Pastor A. Laiers figurer”.

Laiers historie har mange begyndelser, men selve kunsthistorien tager sit mest konkrete afsæt i den skelsættende begivenhed sommeren 1936, hvor præsten i Hjallerup Anton Christensen Laier påbegynder produktionen af den første skulptur Cementkrucifikset. Efter en ferierejse gennem Tyskland samme sommer, hvor Laier har studeret de tysk-katolske vejkrucifikser, beslutter han sig for at landevejen gennem Hjallerup også må have et krucifiks for de mange rejsende gennem byen. Laier får i dagens avis øje på billedet af den detroniserede italienske bokser Carnera, og bruger det sønderslåede ansigt som model for den lidende Kristus. Han får hjælp af venner i byen til at rejse den færdige cementskulptur i præstegårdshaven, hvorefter både kunsthistorien og Laiers personlige historie udvikler sig gennem en dramatisk mængde af forskellige begivenheder frem mod anden verdenskrig. Disse historier og de mange der følger efter krigen, kommer snart til syne på disse sider

Anton Christensen Laier - en biografi i listeform

1883
Anton Christensen Laier fødes den 19. november i Aarestrup, Midtjylland.

1902-07
Assistent og portør ved kirurgen professor Rovsings klinik i København. Laier angiver selv arbejdet med døde menneskekroppe på klinikken, som en af årsagerne til hans evne til at modellere kroppe.
Efter faderens død overtager han arbejdet på fødegården.

1916
Landvæsenselev på Kalundborg Slots Ladegård.

1919
Bosætter sig i København for at tage præliminæreksamen. Lever af diverse arbejder som hestehandler, kontorarbejder og som producent af håndcreme.

1921
Student

1926
Teologisk embedseksamen. Rejse til Tyskland, Frankrig, Italien.

1927
Ansættes som kaldskapellan i Hjallerup

1930
Ægteskab med Mette Marie Andersen Papsø, landmandsdatter fra Thorning.

1935
Under en Europarejse i bil oplever Laier et monumentalt krucifiks på en krigerkirkegård fra 1. verdenskrig.

1936
Sommeren 36
Inspireret af mødet med vejkrucifikser skaber Laier sin første skulptur, Cementkrucifikset, rejses i præstegårdshaven i Hjallerup oktober måned.
December 36
Adskillige danske aviser begynder at fortælle historier om Laiers skulpturer i præstegårdshaven. Laier arbejder samtidig på sin anden skulptur Judas.

1937
Konflikt med menighedsråd og kirkelig øvrighed kulminerer med, at der rejses krav om at Pastor Laier mentalundersøges. Laier nægter at gennemføre denne under en personlig samtale med kirkeministeren. Han pålægges derpå at modtage en offentlig irettesættelse i Hjallerup kirke d. 8. august. Laier udebliver fra irettesættelsen og afskediges ”i nåde” med pension. Da Laier samtidig ikke ønsker at flytte fra præstegården, sættes han og hustruen Mette Marie i december måned ud af kongens foged. Parret flytter derpå til en grund nord for Hjallerup, hvor de bygger et mindre hus, der i de kommende år bliver rammen om familiens liv og om den skulpturpark, som pastor Laier opbygger. Skulpturhaven bliver et yndet turistmål for tusinder af besøgene gennem 50´erne og 60´erne.

1938
Sønnen Benni Jens Peder fødes i maj måned. På samme tid udstiller Laier de første fjorten cementskulpturer i Den Frie Udstillingsbygning i København. Laier udgiver i den anledning pamfletten ”Pastor A. Laiers figurer”.

1947 & 1949
Laier udstiller skulpturer på KE efterårsudstillingen.
Efter krigen
Skulpturhaven bliver i stigende grad besøgt af turister, højskoler, kunstinteresserede.

1967
Skulpturhaven i Hjallerup ødelægges pga. vejomlægning. Laier bliver atter genstand for offentlig opmærksomhed.
Jørgen Vestergård og Broby-Johansen laver kortfilmen ”Cementkrucifikset” om ødelæggelsen af skulpturhaven.

1970
Charlottenborgs forårsudstilling viser 30 skulpturer. Broby-Johansen udgiver pamfletten ”Pastor Laier – en dokumentation”.

1971-72
Laier repræsenteret på Louisianas udstilling ”Naiv kunst”.

1974
Gentofte Kunstbibliotek, Tranegården viser en større retrospektiv udstilling af Laiers kunst.

1979
De største skulpturer, heriblandt Cementkrucifikset, overflyttes til Thingbæk kalkminer ved Rold Skov.

1983
Mindeudstilling i Thingbæk kalkminer og på Thorning museum i anledning af 100-året for Laiers fødsel.

1995
Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg viser den hidtil største udstilling af Laiers kunst. Enkelte værker vises desuden på udstillingen ”Kunst under Krigen” på Statens Museum for Kunst.

1996
Udstilling af Laiers værker på Blicheregnens museum, Thorning.

1998
Laiers selvbiografi ”Min Kamp” udgives af kunsttidsskriftet Ark.

1999
Laiers kunst repræsenteres på udstillingen ”Skandaler”, Århus Kunstmuseum.

2013
SAK Kunstbygning, Svendborg & Den Frie, København